Venner og familie slår ring om den tidligere fotomodel, Renée Toft Simonsen og popkongen, Thomas Helmig, efter det mandag kom frem, at parret går fra hinanden.
Parret har været sammen siden 1997, gift siden 26. august 2000 og har tre sammenbragte børn samt et fælles barn. De har samtidig personliggjort to årtier - de farvestrålende 80'ere, hvor hun som 17-årig fotomodel blev kåret som 'Face of the 80's', mens han op gennem 80'erne og 90'erne sang og spillede sig ind i datidens teenagepigehjerter. Parret orienterede efter sigende venner og familie om skilsmissen for cirka to måneder siden. De er dog endnu ikke separeret fortæller Renée Toft Simonsen over for Her&Nu.
- De (Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen) har lige været på ferie sammen, og de har lige været til familiemiddag sammen, så der er ikke noget drama, fortæller Iben Toft Simonsen til bt.dk.
Samme toner hører man fra Renée Toft Simonsens gymnasieveninde, som hun har skrevet to bøger om skilsmisse med.
- Jeg har lige været i Malaga med hende, og hun har det godt - hun har nogle gode veninder, som hjælper hende, fortæller Anna Prip, der ligesom Renée Toft Simonsen blogger om skilsmissebørn på delebarnet.dk.
Se billederne: Gift tre gange - her er Helmigs kvinder
Hun fortæller samtidig, at både 48-årige Renée Toft Simonsen og 48-årige Thomas Helmig er meget opmærksomme på at gøre skilsmissen så let for parrets fire børn som mulig.
- Bare fordi man arbejder med tingene, er man ikke fredet fra at blive skilt. Når der er børn, involveret, er en skilsmisse smertefuldt for alle parter - især fordi børn er forældrenes forlængede hjerter. Både Renée og Thomas har derfor tænkt over det med at blive skilt, og er meget omsorgsfulde omkring det i forhold til deres børn, fortæller Anna Prip.
Anna Prip fortæller, at skilsmisseforældre generelt bør inddrage deres børn, så børnene får mulighed for at fortælle, hvilke vilkår de gerne vil have, og også blive hørt undervejs i skilsmissen.
