Venner mindes dræbt ægtepar
Der har lagt sig en tung stemning over Tusindårsskoven i Odense, efter at et ægtepar blev dræbt på en ridesti i skoven med adskillige skud onsdag aften.
Der har lagt sig en tung stemning over Tusindårsskoven i Odense, efter at et ægtepar blev dræbt på en ridesti i skoven med adskillige skud onsdag aften.
I løbet af i dag har pårørende og bekendte til det vellidte par lagt blomster og kort ved det sted i skoven, hvor en ukendt gerningsmand skød parret, da de var ude at gå aftentur.
- Kære Bjarne og Heidi. Tak for mange dejlige stunder. Vi vil savne jer usigeligt. Vi tænker på jeres børn. Knus veninderne, står der på et kort ved gerningsstedet.
De stearinlys, som de pårørende til parret stillede ved gerningsstedet i går, er også blevet tændt her til aften.
Bjarne Johansen og Heidi Nielsen boede i Sanderum ved Odense. De efterlader sig fire sammenbragte børn.
Politiet har tidligere i dag afhørt en eneboer, som har været hovedmistænkt i sagen. Efter afhøringen er det dog blevet udelukket, at manden kan stå bag dobbeltdrabet.
Dermed er motivet for den opsigtsvækkende forbrydelse på fjerde døgn fortsat uklar.