Især Yunus var et kendt ansigt blandt fartglade bil-entusiaster i København. Han var før sin trafikdød administrator af Facebook-gruppen "Striben København", hvor især unge med hang til biler og gaderæs mødes.

LÆS OGSÅ: Trafikdræbte unge hånes på facebook: 'De er så meget selv skyld i det'.

En af de venner, der kendte Yunus Ucar godt, er 22-årige Claus Tinghus, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Street Legal, der kæmper for at kunne køre ræs og vise biler frem under sikre og kontrollerede forhold:

- Jeg lærte ham at kende via gaderæsmiljøet. Han var glad, og der var ikke et gram ondt i ham. Han var der altid, og altid frisk på at gå med på bodega og drikke en øl, hvis man havde brug for at snakke. Han var en guttermand, siger Claus Tinghus, da bt.dk møder ham på ulykkesstedet.

- Yunus var meget ambitiøs, og ved at arbejde sig op i hierarkiet i Lidl, hvor han skulle begynde som souschef til august, tilføjer Claus Tinghus, som mener at de to unge fartræseres død kunne have været undgået.

- Vi har nogle politikere, der hellere vil bruge 20 mio kr. på at begrænse gaderæs ved at sende politi efter os og reparere ødelagt asfalt. Det vil kun koste otte millioner at anlægge en bane, ligesom den man har i Esbjerg. De to dødsfald kunne være undgået. Der er alt for mange, der dør i gaderæs, fordi vi ikke har en bane, siger Street Legals bestyrelsesmedlem, der tydeligvis er meget berørt af sin vens pludselige død.