Det er mange, men stadig nogenlunde nemt og hurtigt at tælle op.

Anderledes lang tid vil det tage, hvis man skal krone for krone skal tælle det økonomiske afkast, Ulrik Wilbeks succes igennem årene har kastet af sig.

Det viser blandt andet regnskaberne for hans firma Wilbek Aps, hvis væsentligste aktiviteter består i foredrags-, konsulent- og forfattervirksomhed. Det er med andre ord hans evne til at inspirere folk og skrive fængende bøger, der siden selskabets start i 2001 har dannet grobund for et særdeles økonomisk sundt selskab.

De respektive regnskabsår fortæller historien om en støt stigende egenkapital, der toppede i 2010 med 3,6 millioner kroner. Året efter - i 2011 - tog Ulrik Wilbek dog 3,165 millioner kroner ud af selskabet, som i det seneste regnskab alligevel brillerer med en egenkapital på lidt over en million kroner og kun en beskeden gæld.

Læg dertil den løn på den gode side af en million kroner, han ifølge BT's oplysninger får af Dansk Håndboldforbund.

Efter slutrunden er det slut med landstrænerjobbet, og han overgår til udelukkende at varetage den rolle som sportschef, han tiltrådte allerede i efteråret 2012.

I den periode, hvor han har dobbeltjobbet, har han af samme grund droslet ned for foredragene, men forespørgslerne er stadig mange:

- Han er stadig meget eftertragtet, slår pressechef i Dansk Håndboldforbund, Finn Tage Jensen, fast.

Ulrik Wilbek har ikke ønsket at bidrage til artiklen, da han hellere vil holde fokus på den igangværende EM-slutrunde.

Herunder kan du få et indblik i Wilbeks verden, som den tager sig ud efter mere end 20 års succes som håndboldtræner.

Bøger
I mere end 20 år har offentligheden gennem medierne kunnet følge med i Ulrik Wilbeks tanker om ledelse i hans egenskab som håndboldtræner, men han har også på skrift foreviget nogen af sine tanker.

Og de tanker har der været salg i.

Blandt andet med bogen 'Tro på dig selv', der udkom i 2006, og året efter blev der rapporteret om salgstal på 35.000 eksemplarer. I 2010 udkom så 'Gør en forskel' og i november 2012 'Gå forrest', men forlaget Lindhardt og Ringhof vil ikke løfte sløret for, om de har solgt tilsvarende godt.

Jeanette Holm, der har været redaktør på udgivelserne, vil dog godt afsløre, at de ikke har solgt dårligt:

- Vi oplyser ikke salgstal, men jeg kan fortælle, at begge hans bøger har solgt i to-cifrede tusinder, siger Jeanette Holm.

*****************

Foredrag
En af hjørnestenene i Ulrik Wilbeks virksomhed er foredragene, og prisen på ham fortæller tydeligt, at der er en sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

Han ligger i den dyrere ende, hvis man vil have ham ud og tale, og bookingbureauet plan4u oplyser, at det koster 34.500 kr. plus moms og kørsel for halvanden times foredrag.

For det beløb kan man så vælge mellem de tre standard-foredrag, der ligger i hans portefølje: 'Gør en forskel', 'Ledelse i med- og modgang' og 'Ledelsesmæssige udfordringer i et præstationsmiljø'.

Efter EM-guldet i Norge i 2008 fortalte Wilbek selv om sin foredragsvirksomhed til Berlingske Business:

- Det er ikke for at prale, men jeg har altid oplevet, at der har været stor efterspørgsel på mine foredrag. Men jeg bestemmer selv, hvor aktiv jeg vil være. Jeg kunne nemt have to foredrag om dagen, men det har jeg ikke tid til. I stedet vælger jeg mine opgaver med omhu og sætter så priserne lidt højere.

*****************

Løn
En folkeskolelærer i det midtjyske tjener i gennemsnit 31.825 kroner om måneden. Det er Ulrik Wilbek uddannet til, men hans job som håndboldtræner har givet ham en hel anden indtægt end den, han ville have haft, hvis han havde valgt lærer-vejen.

Det var som lærer-vikar, at han i det små startede karrieren som træner ved at stå i spidsen for et hold, der skulle spille skoleturnering i Lyngby-Taarbæk. Derefter tog karrieren så småt fart i Virum-Sorgenfri, og siden er det blevet til job i Viborg HK, damelandstræner og nu herrelandstræner og sportschef.

Ifølge BT's oplysninger bliver Wilbek årligt lønnet af Dansk Håndboldforbund med 1,2 millioner kroner.

*****************

Bolig
Han er født i Tunesien, vokset op i det sjællandske og har nu base i Viborg sammen med hustruen Susanne Munk Wilbek, som han blev gift med i 1994.

Siden 1996 har de boet i det hus, de købte, mens Ulrik Wilbek var landstræner for damerne, og dengang gav de 1.773.450 kroner for ejendommen.

Den seneste offentlige vurdering af ejendommen fra oktober 2012 lyder på 3,35 millioner kroner, men en eventuel salgspris vil ligge noget højere for huset, der har udsigt over Nørresø.

I ejendomsmæglerkredse i Viborg lyder vurderingen, at området er 'super godt med skov, sø og by tæt på', og på det seneste er der både blevet købt og bygget dyrt. Uden at kende til Wilbek-parrets indretning og husets stand, hvilket er afgørende for en endelig vurdering, lyder skudsmålet, at huse som det kan sælges for op imod 5 mio. kr.