Det er langt fra unormalt, at restauratør Garrett Byrne får henvendelser fra bloggere, som mener, at de kan give hans Michelin-stjernerestaurant 'Campagne' i Kilkenney, Irland, lidt god omtale mod et gratis måltid.

Men i midten af september fik restauratøren nok, da han læste følgende e-mail fra et bloggerpar.

'I bytte for et vegansk måltid for to (ideelt set kunne vi godt tænke os at prøve flere ting fra menuen), vil vi med glæde give betragtelig omtale på vores blogs og vores sociale mediekonti.'

Herefter skriver vedkommende, som Garrett Byrne har anonymiseret, at de vil inkludere restauranten i deres veganske guide til Irland, samt at de vil lave en anmeldelse. Derudover ville de sende live fra Facebook, tweete og være på Instagram under besøget.

Garrett Byrne skrev via restaurantens Twitter-konto:

'Starten på endnu en uge i paradis,' efterfulgt af en emoji, der vender det hvide ud af øjnene.

Han forklarer til det britiske medie Telegraph, at de får mange anmodninger som denne.

»Jeg tweeter normalt ikke om dem, men den her ramte noget hos mig. For det meste tror jeg ikke, at de gør det for at udnytte restauranterne, men jeg synes ikke, at restauranterne bør føje dem. Vi får den slags anmodninger i løbet af året, og nu har jeg fået nok af dem, så jeg besluttede mig for at tweete det, og så er det mere eller mindre gået amok siden,« siger han til avisen.

Tweetet fra Garret Byrne, som du kan se her, har fået omkring 3200 interaktioner på Twitter, og folk skriver fortsat til ham omkring historien.

Campagne åbnede for døren i 2008. Og det var i september 2014, at restauranten fik sin første og foreløbigt eneste stjerne i Michelins restaurantguide. Spisende gæster får serveret franskinspireret mad under 'afslappede' forhold, lyder det på restaurantens hjemmeside. Her kan man se, at de blandt andet byder på en fuld vegetarisk menu.