Alberto Contadors gule drømme led et alvorligt knæk, da han på anden etape af årets Tour de France blev sat på de sidste kilometer og mistede dyrebare sekunder i forhold til sine rivaler.
Tinkoff-holdet iværksatte et hidsigt forfølgelsesløb på de sidste kilometer af dagens etape, hvilket resulterede i en flot etapesejr til holdets slovakiske superstjerne, Peter Sagan.
Men hvad bestemt ikke var en del af planen, var, at holdets klassementshåb, Alberto Contador, ikke kunne følge med i det vilde tempo. Spanieren blev sat og mistede 48 sekunder til sine rivaler Chris Froome (Sky) og Nairo Quintana (Movistar).
Spørgsmålet var, om Tinkoff havde skudt sig selv i foden rent taktisk?
»Hvad kan man gøre,« lød det opgivende fra sportsdirektør Sean Yates.
»Roman Kreuziger og Michael Valgren kørte i front (på den sidste stigning, red.) med en høj hastighed, fordi vi troede, det ville være det bedste for både Contador og Sagan. Idéen var at holde en så høj fart, at ingen kunne angribe, men Contador blev så i stedet sat,« sagde Yates - lettere frusteret.
Var det så det rigtige at køre så hurtigt?
»Hvis ikke vi havde gjort det, så havde nogle andre gjort det. Vi er nødt til at vente på, at Contador får det lidt bedre. Nu har han nogle etaper til at komme sig, og så vidt jeg ved, har han ingen brud.«

