En gruppe Manchester City-fans blev mandag aften overfaldet i Sevilla. To fans led mindre skader efter overfaldet, som fandt sted på en irsk pub i den spanske by.

City møder tirsdag aften Sevilla i Champions League, og en gruppe medrejsende engelske fans fik mandag aften deres livs forskrækkelse.

To ud af de tilstedeværende omkring 40 City-fans blev såret ved overfaldet, der fandt sted på O'Neills Irish Pub i centrum af byen, da en gruppe spanske bøller bevæbnet med slagvåben angreb dem. Overfaldsmændene skreg 'hooligans', mens vinduerne blev smadret, og borde og stole blev kastet rundt i lokalet.

Et vidne, Paul Jones, fortæller til Manchester Evening News om episoden:

»Vi var på O'Neills og hyggede os med se Tottenham-Villa kampen. Lige pludselig bliver vinduerne smadrede, og folk forsøger at sparke døren ind. Der var omkring 50 mennesker, som forsøgte at komme ind, og jeg er sikker på, at det var Sevilla-fans.«

»De råbte og var ret agressive, og en masse af dem havde deres ansigter dækket bag tørklæder. De havde store knipler og begyndte at smadre den ene del af pubben. City-fansene forsøgte at forsvare sig. De var ret bange. Der var en masse kvinder og unge knægte,« fortæller vidnet til Manchester Evening News.

Det er ikke lykkedes spansk politi at anholde nogle af de gerningsmændene.

Episoden i Sevilla kommer efter et tilsvarende sammenstød i forbindelse med den modsatte kamp. Her blev fire mennesker anholdt, heriblandt tre polakker.