Der var smæk på i søndagens NFL kamp mellem New Orleans Saints og New York Giants. Med 101 point blev kampen den tredje mest pointrige i NFLs historie. Stillingen endte på vanvittige 52-49 til hjemmeholdet, Saints.
Kampen bød på 13 touchdowns, hvilket var ny NFL rekord. Saints-quarterback Drew Brees udlignede også rekorden for flest kastede touchdowns i en kamp, da han serverede syv af slagsen for sine holdkammerater. Det resulterede i sammenlagt 511 yards, som blot var 43 yards under NFL-rekorden for flest kastede yards på en kamp.
Giants' quarterback Eli Manning måtte 'nøjes' med seks kastede touchdowns. Tre af dem havnede i favnen på reciever-fænomenet Odell Beckham Jr., som dermed nåede op på 19 touchdowns i sine første 20 kampe, hvilket er én under Randy Moss, som er indehaver af denne rekord.
Kampen blev dog ikke afgjort på et touchdown, men derimod et 50-yard fieldgoal af kicker Kai Forbath.