Vandt 85 millioner - nu arbejder han for 83 kr. i timen
19-årig skraldemand vandt 85 millioner kroner i 2002 - i dag har han brugt rub og stub.
19-årig skraldemand vandt 85 millioner kroner i 2002 - i dag har han brugt rub og stub.
Den nu 28-årige Michael Carroll vandt det, som for mange er drømmen. Han vandt den helt store gevinst i lotto i England - i alt 9,7 millioner pund svarende til i dag 85 millioner danske kroner.
Men efter ni år er formuen forsvundet, og det er Michael Carroll glad for, selv om han ser tilbage med undren.
Det skriver engelske Sunday Mirror.
- Jeg var ung og havde aldrig set så mange penge foran mig. Det var situationer, hvor jeg havde en million kontanter på mig. Det var skræmmende, siger Michael Carroll til Sunday Mirror.
Læs også: Vandt 50 mio. i Lotto - brugte alt på 13 år
Lige efter Michael Carroll vandt lotto-gevinsten i 2002 købte han fire huse og en villa i Spanien, to BMW'er, to Mercedes'er samt to firehjulstrækkere.
Kort forinden havde den 19-årige mand ellers arbejdet som skraldemand, men med de mange penge lagde han stilen om og brugte størstedelen af formuen på narkotika og prostituerede.
Læs også: Henrik vandt 22,7 mio. kr. - nu keder han sig bare
Ifølge Sunday Mirror brugte Michael Carroll i 2003 omkring 20.000 kroner - i 2011-valutapriser - om dagen på stoffer, mens han i samme periode købte sex af fire prostituerede.
Omgangen med stoffer og damer kostede imidlertid lotto-vinderen en fængselsstraf.
I dag, hvor formuen er forsvundet, er Michael Carroll ved at vende tilbage til et normalt liv. Han arbejder som maler og tjener omkring 83 kroner (11 euro) i timen.
- Jeg kan ærligt sige, at det føles godt at arbejde for 83 kroner i timen. Det er rart at se, at der kommer noget godt ud af mit arbejde, siger han.