Der har været skrevet meget i medierne omkring Robin van Persies fremtid i Manchester United, hvor der har været spekuleret i et sommerskifte. Men nu afviser van Persie, at han er på vej væk.

30-årige van Persie havde en god første sæson i United, hvor det blev til et mesterskab og en topscorer-titel, men i år har det knebet med at finde vej til netmaskerne. Kun 11 gange er det lykkedes at score, og kombineret med en række skuffende resultater og nogle kritiske udtalelser om både holdkammerater og David Moyes, troede mange, at den hurtige hollænder ville forlade United.

Disse spekulationer er dog helt forfejlede, hvis man skal tro van Persie, og nu lukker han for alle rygter, og bakker op om både David Moyes og sine medspillere:

- Jeg har været professionel fodboldspiller i 12 år nu, og der er ingen tvivl om, at jeg lærer nye ting og forbedrer mig, siger han til Uniteds egen radiostation, og fortsætter:

- Og jeg kan forsikre jer om, at Moyes' træningspas, og de ting han siger til møderne er 'spot on'. Jeg nyder virkelig at arbejde under ham, og jeg er helt overbevist om, at han vil få vendt tingene.

Van Persie understreger samtidig, at skriverierne omkring hans United-fremtid, er taget ud af den blå luft, og at han aldrig har tænkt på at forlade United:

- Det, jeg har brug for at understrege, er de situationer, hvor folk tager det på sig, og tror de kan tænke for mig, lave antagelser, eller fortolke ting, som om de er mig. Sidst jeg tjekkede mit hoved, var det stadig forbundet til min krop, så jeg er den eneste der ved præcis hvad jeg føler, og det er ikke som jeg og fansene har læst.

- Sandheden er at jeg er meget glad i denne klub. Jeg har skrevet under på en fireårig kontrakt, og jeg ville være glad for at blive endnu længere, ud over de næste to år, jeg har tilbage af min kontrakt. Det er sådan jeg føler, selvom det ikke er det, der er skrevet i medierne.