Kertemindes borgmester Sonja Rasmussen (P) fik personligt et kanonvalg, og Borgerlisten som hun står i spidsen for, går frem fra tre til seks mandater i Kerteminde Byråd.
Men så er der heller ikke så meget andet at glæde sig over for Sonja Rasmussen, som må overlade borgmesterkæden i det idylliske Kerteminde til Venstres Hans Luunbjerg efter et forhandlingsforløb, der ligner aftalt spil mellem de øvrige partier uden om den siddende borgmester.
Se hele listen: Valgets største rævekager og værste dolkestød
Venstre valgte at skifte politisk samarbejdspartner, og Sonja Rasmussen og Borgerlisten blev slet ikke inviteret til de afgørende forhandlinger, da det sent i aftes handlede om at samle et politisk flertal for de kommende fire års arbejde.
- Jeg blev forbavset og overrasket, da det gik op for mig, at de andre bare forhandlede videre uden os. Først sad vi sammen og forhandlede, og på et tidspunkt aftalte vi, at vi lige skulle holde et break, fordi Socialdemokraterne sagde, de havde behov for at gå tilbage til deres bagland. Det var selvfølgelig helt i orden, så vi rejste os og strakte benene. Men vi blev aldrig kaldt tilbage til forhandlingerne, siger Sonja Rasmussen til bt.dk onsdag morgen.
Efter et stykke tid begyndte det at gå op for Borgerlistens folk, at der måtte foregå noget bag deres ryg. Ud på aftenen blev de kaldt ind i Venstres lokale.
- Hans Luunbjerg siger så, at de andre har lavet en aftale med ham som borgmester og uden os. Så blev jeg chokeret. Jeg sagde til ham, at jeg synes, det var en mærkelig fremgangsmåde, når det nu er Borgerlisten, der har haft langt den største fremgang. Men det var helt klart klappet af uden om os. Han er selvfølgelig blevet fristet af, at han kunne blive borgmester, og så kan sådan noget jo ske. Men det er da skuffende, siger Sonja Rasmussen.
- Jeg synes jo, vi har haft et rigtig godt samarbejde og har nået gode resultater gennem de seneste fire år. Og så er det selvfølgelig skuffende, når ens samarbejdspartner har forberedt noget andet på forhånd, siger hun.
Sonja Rasmussen kom selv voldsomt i vælten, da hun på selve valgnatten for fire år siden sprang fra Socialdemokraterne, som hun dengang var medlem af, og selv snuppede borgmesterposten som nyslået medlem af en borgerliste.
- Jeg satte alt på et bræt dengang, fordi jeg mente, det var nødvendigt. Jeg føler ikke, det var et kup. Og vi kan jo se på resultatet fra dette valg, at vælgerne er enige og bakker op om de resultater, vi har nået i perioden.
Borgerlisten blev ved det korte møde med den kommende Venstre-borgmester i aftes tilbudt en udvalgsformandspost. Sonja Rasmussen har foreløbig meddelt Hans Luunbjerg, at det er noget, der lige skal soves på et par gange.
Hun havde et stykke tid inden valget hørt på rygteplan, at der var noget bevægelse i gang partierne imellem men uden Borgerlisten.
- Jeg spurgte Hans Luunbjerg - endda to gange - om det var rigtigt, men det benægtede han. Da jeg blev borgmester for fire år siden, var jeg meget afklaret med, hvad jeg gjorde, fordi jeg mente, jeg kunne nå nogle vigtige mål. Det er også sket. Dét, som jeg godt kan være lidt bekymret for nu, er, at Hans Luunbjerg jo er den, som har det markant største fravær i Kerteminde Byråd. Så det bliver da spændende at se, om vi skal have en borgmester på halv eller fuld tid, siger Sonja Rasmussen.