Regionsrådsformændene Bent Hansen fra Midtjylland og Ulla Astman fra Nordjylland er topscorerne i deres respektive regioner. Bent Hansen har rundet 100.000 personlige stemmer.
Bent Hansen (S) er en populær mand i det midtjyske. Siden kommunalvalget i 2005 er regionsrådsformandens personlige stemmetal kun gået opad, og ved regionsvalget tirsdag fik han ikke færre end 104.064 personlige stemmer.
I 2005 fik Bent Hansen knap 52.000 personlige stemmer, mens han i 2009 fik 72.665. Dermed står det klart, at socialdemokraten kun bliver mere populær hos vælgerne i en tid, hvor han ellers har været udsat for massiv kritik i forbindelse med den milliarddyre sygehusplan, hvor det har vist sig, at der ikke har været styr på byggerierne af de såkaldte supersygehuse.
Så sent som i sidste uge fik Region Midtjylland samtidig kritik for ikke at leve op til udredningsgarantien, så flere tusinde patienter ikke får stillet diagnose inden for 30 dage.
I Region Nordjylland har Ulla Astman også oplevet en slags formandseffekt og fået et endnu bedre valg end i 2009, hvor hun fik 36.121 personlige stemmer. Denne gang stemte 48.998 nordjyder på regionsrådsformanden, som dermed får en ny periode som formand.
Udfordrerne fra Venstre halter langt bagefter i både Nordjylland og Midtjylland. Jess V. Laursen (V) fik næstflest personlige stemmer i Region Nordjylland med 9.545, mens Anne V. Kristensen (V) indtager en andenplads efter Bent Hansen i Region Midtjylland med 25.950 personlige stemmer.
Fælles for de to jyske regioner er, at Socialdemokraterne får 16 mandater. I Region Nordjylland er det en tilbagegang på et enkelt mandat, mens det for Socialdemokraterne i den midtjyske region er et mandat mere end i 2009.
Venstre bliver næststørste parti med henholdsvis 12 mandater i Nordjylland og 13 mandater i Region Midtjylland.