Øverst forsøger en række danskere at fremhæve forskellene på Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Se mere her

Søndag aften blænder TV 2 op for valgkampens første TV-duel mellem Thorning og Løkke. En valgforsker og en retoriker giver her deres bud på, hvordan kandidaterne bør kommunikere.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen krydser for første gang klinger i en direkte TV-duel på TV 2 kl. 20.00 i aften. Men hvordan kan man forvente, at de vil gribe debatten an? Berlingske har spurgt en valgforsker og en retoriker.

Rune Stubager, valgforsker og professor på Aarhus Universitet:

»I den her valgkamp er Lars Løkke Rasmussens person så meget i fokus, at det er værd at holde op øje med, om han griber muligheden for at vise, at han er en anden end det mediebillede, der er tegnet af ham. TV-duellen er hans chance for at komme til at tale politik, og derfor er det ham der har mest at vinde. Spørgsmålet er om Helle Thorning-Schmidt tør komme med nogle indirekte hentydninger til Løkkes imageproblemer. I så fald skal det gøres meget forsigtigt, for ellers risikerer det at give bagslag,« siger Rune Stubager.

Læs også:

Læs også:

Trine Nebel, retoriker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

»Hvis jeg var rådgiver for Lars Løkke Rasmussen ville jeg sige, at han i aften skulle give en undskyldning for at han har opført sig, så det støder den almindelige dansker. Han har sagt, at han er ked af det og at han er pinligt bevidst om, at hans image har fået skrammer, men han har ikke sagt undskyld. De seneste dages målinger tyder på, at opfattelsen af hans person kan få afgørende indflydelse på valget,« siger Trine Nebel.

»Men Helle Thorning-Schmidt må for alt i verden ikke begynde at køre på hans troværdighed. Det vil give bagslag. Hun skal med sin viden demonstrere, at hun er en dygtig politiker og vise at hun er lyttende og imødekommende. Det er vigtigt nu, hvor målingerne viser tegn på, at flere danskere overvejer, om hun alligevel skal have en chance til.«