Atletico Madrid var sidste sæsons helt store overraskelse, men lørdag eftermiddag blev de sat til vægs af indeværende sæsons store overraskelse Valencia, der vandt 3-1 efter en kanonstart.

De forsvarende mestre fra Atletico Madrid står normalt for en solid defensiv, men de viste alt andet end det i kampen mod Valencia. Efter 13 minutter stod der således 3-0 på Mestallas måltavle.

Først lavede Miranda selvmål, og minuttet efter udbyggede Paco Alcacer føringen. I det 13. minut headede Nicolas Otamendi så et hjørnespark i kassen til stor glæde for et jublende hjemmepublikum.

Så var det som om, at udeholdet endelig vågnede lidt op. Og det betalte sig efter en halv times spil, hvor Mario Mandzukic reducerede til 3-1.

I første halvlegs overtid fik Atletico for alvor mulighed for at komme tilbage i kampen, da hjemmeholdets André Gomes tog hånden til hjælp i feltet. Men meget symptomatisk for Atleticos kamp, så blev straffesparket brændt af Guilherme Siqueira.

De målrige tendenser fortsatte ikke i anden halvleg, og derfor endte Valencia som vindere af kampen. De ligger nu på en andenplads med 17 point efter syv kampe. De er sammen med Barcelona det eneste ubesejrede hold.