Det mener Dansk Folkeparti, efter at den 46-årige pædagog Judy Simonsen fra bostedet Blåkærgård i Viborg tirsdag blev sexkrænket og knivdræbt under en køretur med en voldsdømt beboer.

Landet over har flere institutioner allerede i dag ansat vagter med pædagogiske efteruddannelser, og det bør gøres til et krav, mener retsordfører Peter Skaarup (DF).

- I store dele af det sociale og psykiatriske system er der desværre en tendens til, at man er for godtroende og ikke prioriterer den fysiske sikkerhed højt nok. Den her sag viser med al tydelighed, at det er nødvendigt. Når vi placerer stærkt voldelige mennesker på en institution, bør vi også sørge for, at der altid er nogen på vagt, som har en sikkerhedsmæssig baggrund og kan tage fra rent fysisk, når det bliver nødvendigt, siger han.

Gode erfaringer med vagter

Peter Skaarup mener, at der bør indføres landsdækkende retningslinjer, som sikrer, at der altid er sikkerhedsuddannet personale på vagt på institutioner, hvor voldsdømte psykisk syge anbringes i behandling. Han vil nu tage sagen op med social- og justitsministeren.

En af de institutioner, som allerede i dag har ansat vagter til at beskytte personalet, er Landsbyen Sølund i Skanderborg. B.T. besøgte institutionen i 2009, og her var afdelingsleder Sine Junge særdeles godt tilfreds med tilstedeværelsen af en lille flok stærke mænd, som alle har en vagtuddannelse med en pædagogisk overbygning og indgår i det daglige arbejde på institutionen.

- Tidligere skete det ret hyppigt, at vi blev slået og sparket og revet i håret. Det gav en masse sygefravær og påvirkede selvfølgelig hele arbejdsmiljøet. Det er et langt mindre problem nu. Usikkerheden er forsvundet, og når der er tryghed, har vi overskud til at gøre arbejdet bedre, sagde Sine Junge dengang.

En holdning, som også i dag deles af flere institutioner, som selv har valgt at ansætte vagter til at beskytte personalet. Alligevel mødes Dansk Folkepartis forslag om vagter på landsplan med skepsis af blandt andre FOA, der er faglig organisation for en del af de ansatte på landets psykiatriske bosteder.

Kan eskalere situationen

- Det er nok rigtigt, at personalet ikke altid er i stand til at håndtere voldelige konflikter rent fysisk. Men for mig at se er det bedre at uddanne personalet i andre former for konflikthåndtering og sikre, at der altid er flere på arbejde end at ansætte nogle store mænd. Det risikerer bare at eskalere situationen, siger Karen Stæhr, der er sektorformand for social- og sundhedsområdet i FOA.