Så er den foreløbige kalender for Formel 1s 2016-sæson faldet på plads.

På et møde onsdag aften har det internationale motorsportsforbund (FIA) sagt god for et år med voldsomt mange grandprixer, hele 21 af slagsen. Og det er altså sådan, Kevin Magnussens sæson ser ud, hvis danskeren skulle ende med at få et sæde.

Sæsonen starter den 20. marts (som altid) i Australien og slutter den 27. november (som altid) i Abu Dhabi.

Der er visse ændringer i forhold til den indledende sæson-plan, som blev fremlagt i juli. Ni af grandprixerne er blevet flyttet frem eller tilbage i den nye løbsoversigt.

Ganske bemærkelsesværdig vil der i 2016 være et Formel 1-grandprix i samme weekend, som det traditionsrige Le Mans-løb køres lørdag/søndag den 18./19. juni.

FIA understreger dog, at man vil lægge Formel 1-grandprix i Baku på et tidspunkt, så det ikke kolliderer med afslutningen på Le Mans, der altid ligger søndag eftermiddag.

Seks gange skal der køres grandprixer i to weekender lige efter hinanden: Canada/Europa (Baku), Østrig/Storbritannien, Ungarn/Tyskland, Belgien/Italien, Malaysia/Japan og Mexico/Brasilien.

Der bliver dog ikke tale om løb i tre weekender i træk, som Formel 1-boss Bernie Ecclestone ellers har været ude og foreslå for nyligt.

Der kan stadig ske forandringer i Formel 1-kalenderen for 2016, når eksempelvis de enkelte baner skal inspiceres. De seneste par år er flere løb blevet sløjfet i optakten til sæsonen. Det er blandt andet sket for det tyske grandprix, der næste år er tilbage på kortet.