Den tyske kanslers kristendemokrater fra CDU går markant tilbage i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor socialdemokraterne fra SPD er de store vindere

Tysklands kansler, Angela Merkel, fik et decideret katastrofevalg, da vælgerne i Nordrhein-Westfalen gav hendes konservative parti, CDU, en stor tilbagegang ved søndagens delstatsvalg.

Valgstederne lukkede klokken 17 søndag, og den første exit poll viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det kristendemokratiske CDU går tilbage til blot 26 procent. Det er et markant tilbageskridt i forhold til valget i 2010, hvor partiet opnåede 35 procent i Nordrhein-Westfalen, og det er partiets værste valgresultat i delstaten siden Anden Verdenskrig.

Valgets vinder blev det socialdemokratiske parti SPD, som med partileder Hannelore Kraft i spidsen fik 39 procent af stemmerne. Partiet kan sammen med De Grønne nu danne en flertalsregering. De to partier har i de seneste to år stået i spidsen for en mindretalsregering, indtil den i april faldt på en teknikalitet omkring finansloven, som den ikke kunne få stemt igennem delstatsparlamentet i Düsseldorf.

Valget i den folkerige delstat med 18 millioner indbyggere er af tyske medier blevet »et lille forbundsdagsvalg«, da det historisk set giver et fingerpeg om magtforholdet i Berlin.

For kansler Angela Merkel har der stået særligt meget på spil, da det er nu, at hendes stramme linje med budgetdisciplin som kur mod statsgæld vil blive målt og vejet. Merkel havde hårdt brug for medvind, da CDU for nylig fik sit ringeste valg i et halvt århundrede i Slesvig-Holsten, men hjælpen kom altså ikke fra vælgerne i Nordrhein-Westfalen.

Merkel er fortsat populær i Tyskland, hvor hun har fået ros for sin håndtering af gældskrisen i eurolandene, men CDUs klare nederlag er en stor politisk mavepuster til kansleren, som kan ændre det politiske landskab i Tyskland markant og gøre hende mere sårbar over for kritikere.

I Nordrhein-Westfalen har Merkel sat sin lid til en af sine kronprinser, miljøminister Norbert Röttgen, der imidlertid har ført en usædvanlig ringe valgkamp ifølge flere tyske medier, heriblandt Bild.

»Muttis Klügster« (Mors klogeste, red.), som Röttgen bliver kaldt, beskyldes for at have ført en halvhjertet valgkamp og har blandt andet kvajet sig i en TV-udsendelse ved at ærgre sig over, at det er vælgerne - og ikke CDU - der afgør valget i Nordrhein-Westfalen.