Det er et erklæret mål i regeringsgrundlaget, at skattereformen skal have »en rimelig social balance«. Men et klart flertal af rød bloks vælgere mener, at aftalen svigter det ømtålelige og vigtige kriterium.

Det viser en måling, som Rambøll/Analyse Danmark har gennemført for Jyllands-Posten.

Her er vælgerne blevet spurgt, om aftalen, der er delvist finansieret af overførselsindkomsterne, lever op til målet om social balance. 64,9 pct. af regeringens og Enhedslistens egne vælgere svarer nej, mens kun 23,4 pct. svarer ja.

Finansminister Bjarne Corydon (S) forsvarer aftalen og peger på andre elementer, der ifølge ham sikrer social balance, bl.a. højere ældrecheck, bedre vilkår for en del førtidspensionister og lavere børnecheck til de rigeste.

- I har spurgt til et element, og så får I meget naturligt det svar. Men det er den samlede skattereform, som man skal vurdere den sociale balance på, siger Corydon til Jyllands-Posten.

Anderledes ser politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) på sagen:

- En reform, hvor man tager 3 mia. kr. fra de arbejdsløse og de syge for at give lettelser i topskatten, den er blå, siger hun.

BNB