Vågne patienter i respirator klarer sig langt bedre
På Odense Universitetshospital har man undladt kunstig koma til respiratorpatienter siden 1999.
På Odense Universitetshospital har man undladt kunstig koma til respiratorpatienter siden 1999.
Modsat almindelig praksis verden over lægger man på Odense Universitetshospital ikke respiratorpatienter i kunstig koma. Og nu viser en ph.d.-afhandling, at det har en lang række fordele, skriver Kristeligt Dagblad.
Da 77-årige Henning Bastrup i marts på grund af en akut lungeinfektion blev lagt i respirator på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital, kunne han trykke sin kones hånd, kommunikere med familiens præst ved hjælp af blyant og blok og høre, hvad læger og sygeplejersker sagde til ham om hans livstruende tilstand.
På Odense Universitetshospital har man faktisk undladt kunstig koma til respiratorpatienter siden 1999.
- Vores forskning viser, at patienterne ligger kortere tid i respirator, kortere tid på intensiv afdeling og i det hele taget kortere tid på sygehuset, når man undlader at lægge dem i kunstig koma, siger afdelingslæge og ph.d. Thomas Strøm.
Thomas Strøm, professor Palle Toft og kolleger fra Odense er de første, der har forsket i metoden, som er helt unik på verdensplan. Årsagen til de gode resultater er ifølge forskeren, at det ganske enkelt er nemmere at se, hvordan en vågen patient har det.
En patient, der kan give udtryk for, hvordan han har det, fortæller langt mere end avanceret måleudstyr, siger Thomas Strøm.
- Man opdager problemer og komplikationer meget tidligere, fordi man kan mærke det på patientens bevidsthedsniveau, før det overhovedet bliver registreret på maskinerne.
En respirator er en maskine, der hjælper med vejrtrækningen, og det er typisk patienter, der lider af infektioner, komplikationer efter operationer eller har været ude fra alvorlige ulykker, som har brug for hjælp til at trække vejret. Tidligere gav maskinen patienterne luft med fast indstillet rytme, hvilket var ubehageligt, og derfor har man altid førhen lagt patienterne i narkose. Men det er ikke længere nødvendigt, fordi maskinerne de seneste 10 år er blevet meget mere skånsomme.
BNB