V: Vilhelmsen øger sandsynlighed for blå finanslov
Med Annette Vilhelmsen som SF-formand vokser sandsynligheden for en finanslovaftale mellem Venstre og regeringen, mener det store oppositionsparti.
Med Annette Vilhelmsen som SF-formand vokser sandsynligheden for en finanslovaftale mellem Venstre og regeringen, mener det store oppositionsparti.
Venstre vurderer, at en finanslovaftale mellem regeringen og Venstre er rykket tættere på med valget af Annette Vilhelmsen som ny SF-formand.
- Annette Vilhelmsen har behov for at vise sine regeringspartnere, at hun er tro mod regeringsgrundlaget og den reformdagsorden, som hviler på efterlønsreformen og dagpengereformen. Derfor bør vi kunne enes om, at Danmark nu har brug for en kontanthjælpsreform og en erhvervsskattepakke, så vi kan få skabt arbejdspladser i Danmark, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, i en pressemeddelelse.
Venstre glæder sig til samarbejdet med den nyvalgte formand, men tvivler på, at hun får tid til at involvere sit bagland i regeringens beslutninger, som hun ellers har lovet i valgkampen:
- Annette Vilhelmsen har som det eneste konkrete bebudet, at hun vil inddrage baglandet i regeringsarbejdet. Men som ny SF-formand er det dog tvivlsomt, om der bliver tid til det. Annette Vilhelmsen får rigeligt travlt med at hjælpe regeringen til at fortsætte reformdagsordenen, siger Ellen Trane Nørby.