Venstres næstformand Kristian Jensen laver nu et opsigtsvækkende tilbagetog. Venstre vil alligevel ikke have en nulvækst i det offentlige forbrug frem mod 2020, som Kristian Jensen ellers selv fastslår på forsiden af Berlingske i dag. 

- Venstre har ikke skiftet økonomisk politik henover natten, og hvis mine udtalelser i Berlingske har været upræcise eller er blevet misforstået, så er det en fejl. Der er intet nyt i Venstres økonomiske politik, skriver Kristian Jensen her til formiddag på Facebook.

Udmeldingen om nulvæksten repræsenterede ellers et skifte i forhold til den offentlige velfærd, og den ville frigøre op imod 30 mia. kr. sammenlignet med Venstres hidtidige politik om at holde en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent frem mod 2020. De op imod 30 milliarder kroner, skulle ifølge interviewet med Kristian Jensen i Berlingske i dag bruges på at skabe balance i den offentlige økonomi og på skattelettelser. 

Nulvækst i årevis

- Den enkleste måde at bringe balancen på plads er ved at holde den offentlige sektor i ro i de kommende år. 2020 er jo den horisont, man kigger frem, og der synes jeg, at den offentlige sektor skal holdes i ro, sagde Kristian Jensen til Berlingske i dag, hvor han også tilføjede:

- Ja, det vil reelt betyde en nulvækst, hvor de kun får til at dække pris-og lønudviklingen. Meldingen om "uændrede budgetter" i det offentlige havde Venstre-næstformanden i øvrigt allerede lanceret på Facebook i weekenden som en reaktion på et interview med Villy Søvndal i Berlingske, hvor SF-formanden dikterede smalkost i den offentlige sektor i 10 år.

- Det er nu gået op for Villy Søvndal, at der ikke er plads til vækst i den offentlige sektor i de næste mange år. Velkommen til virkeligheden, Villy! Så synes jeg, at vi skal lave en hurtigt politisk aftale: Den offentlige sektor får uændrede budgetter i de næste 10 år, skrev Kristian Jensen i weekenden. 

Venstre: Vækst i det offentlige

 Men nulvækst-meldingen holdt altså alligevel ikke. 

- Venstre ønsker fortsat, at der skal være plads til en lille vækst i den offentlige økonomi, men fremover skal den private sektor vokse mere end den offentlige. Derfor har vi krævet, at regeringen skal fremlægge en 2020-plan – ganske som VK-regeringen gjorde – der skal sikre, at vi får mere vækst i den private sektor end i den offentlige, uddyber Kristian Jensen på Facebook.