V: Regeringen prioriterer nul kroner til sundhedsvæsenet
Danskerne kan se frem til et langsommere sundhedsvæsen efter regeringens nye aftale med regionerne, mener næstformand i Danske Regioners sundhedsudvalg.
Danskerne kan se frem til et langsommere sundhedsvæsen efter regeringens nye aftale med regionerne, mener næstformand i Danske Regioners sundhedsudvalg.
Regeringen begår med fredagens økonomiaftale om regionernes økonomi i 2013 endnu et stort løftebrud på et af de centrale velfærdsområder. Sådan lyder det fra Anne V. Kristensen (V), næstformand i sundhedsudvalget hos Danske Regioner samt næstformand i Region Midtjylland.
- Der er ikke en eneste ekstra krone til sundhedsvæsenet i 2013. Regeringen prioriterer nul nye kroner til sundhedsvæsenet, hvilket er en milliard kroner mindre, end VK-regeringen havde stillet os i udsigt i den tre-årige økonomiaftale, vi indgik med Claus Hjort Frederiksen i 2011. Spørg lige, om det er, hvad befolkningen havde regnet med efter S og SFs store valgløfter i valgkampen. Regeringen fuldbyrder et kæmpe løftebrud på endnu et central velfærdsområde, siger Anne V. Kristensen.
Hun mener ikke, at sundhedsministeren, økonomiministeren og finansministeren har leveret, hvad de har givet udtryk for efter aftalen faldt på plads fredag eftermiddag. Regionerne får lov til at udvikle sundhedsvæsnet for de penge, de sparer på egne budgetter, og der bliver lagt bånd på besparelserne på medicin, mener Anne V. Kristensen.
-Regionerne har øget aktiviteten med tre procent, sådan som det var aftalt med VK-regeringen i 2011. Men nye penge bliver der ingen af. Det betyder mindre aktivitet og længere ventelister i sundhedsvæsenet, mener Anne V. Kristensen og tilføjer:
- Patienterne har ikke fået klar besked fra regeringen, for de skal regne med et langsommere sundhedsvæsnen, længere ventelister og længere ventetid.