En angiveligt uafhængig tænketank kan vise sig at være et skalkeskjul for IT-giganterne Google, Microsoft og Facebook, mener kritikere.
Det skriver ugebladet Mandag Morgen i dag.
Den europæiske tænketank European Privacy Association (EPA) er blevet tvunget til at lægge kortene på bordet og afsløre, hvem der finansierer organisationen efter en klagesag.
Da kom det frem, at organisationen, som er grundlagt af Karin Riis-Jørgensen (V), der stadig er formand, er sponsoreret af amerikanske internetgiganter som Facebook, Microsoft, Google og Yahoo, samt en række mindre primært italienske it-virksomheder.
- Der er stærke indikationer på, at European Privacy Association er en såkaldt front-organisation – en falsk græsrodsbevægelse, som er blevet sat op af it-industrien for at gentage dennes synspunkter, siger Olivier Boedeman fra NGO'en Corporate Europe Observatory, der står bag klagen ifølge Mandag Morgen.
Venstre-politikeren Karin Riis-Jørgensen afviser kritikken. Hun ser ingen modsætning mellem rollen som borgernes vagthund og it-industriens interesser.
- Jeg er borgernes og erhvervslivets vagthund. Jeg har altid kæmpet for erhvervslivets sager i mine 15 år i Europa-Parlamentet. Og jeg har brændt for privatlivets fred i mange år, siger Karin Riis-Jørgensen til Mandag Morgen.