"Der er ingen kære mor, der kan hjælpe Revisionsinstituttet. Det står meget klart, at der er sket en forsømmelse fra deres side," siger Leslie Arenstoft, som er medlem af Københavns Kommunes Kulturudvalg og KUCs bestyrelse.

Revisionsinstituttet fungerer som KUCs revisionsfirma, og de har i deres kommentarer til KUCs årsregnskaber og Poul-Erik Oppelstrups privatforbrug blandt andet skrevet:

"Der bør være en klar adskillelse mellem udgifter, der vedrører KUC og andre."

De mange "studierejser" til rejsemål i nærheden af Danmarks fodboldlandskampe kommenteres sådan:

"Der skal opstilles klare retningslinier for forbrug af repræsentationsudgifter."

"Det er ikke et revisionsfirma opgave, at klappe folk på skulderen og sige: kan du ikke lige få det bragt i orden. Det er deres opgave at fremlægge i klare meldinger til bestyrelsen, hvad der ikke er i orden i regnskabet.

Og det er deres opgave at påpege, hvis tingene ikke er i orden.

Det mener jeg ikke, at Revisionsinstituttet har gjort. Revisoranmærkningerne til regnskaberne er blevet formuleret på en måde, der har gjort dem nemme at overse," siger Leslie Arentoft.

Revisionsinstituttet var oprindelig ejet af den socialdemokratiske fagbevægelse, men på grund af instituttets uheldige medvirken i en række finans-skandaler, blev det i 1994 100 pct. medarbejderejet.

Direktør John Krarup Nielsen afviser blankt Leslie Arentoft beskyldninger om, at Revisionsinstitutet har optrådt som rygklappere ved at skjule rodet i regnskaberne.

"Vi har brokket os over den interne kontrol, forretningsgangene, rejser uden formål osv. år efter år - både over for bestyrelsen og den daglige ledelse. Bestyrelsen har haft al mulighed for at rette op disse fejl," siger John Krarup Nielsen, direktør i Revisionsinstituttet.

"Det er over fem år siden, at fagbevægelsen ejede noget hos os. De har ingen indflydelse, og vi har ingen interesse i at være kammerater med nogen. Det er i strid med vores beskikkelse som statsautoriserede revisorer.

"Vi har deltaget i bestyrelsesmøderne i forbindelse med årsregnskaberne, og betyrelsen har haft mulighed for at stille supplerende spørgsmål. Hvis betyrelsen havde været aktiv, havde de kunnet få kritikken uddybet," siger John Krarup Nielsen.

Han får opbakning i den uvildige revisionsrapport, der blev udarbejdet af revisionsfirmaet Ernst & Young, hvor Revisionsinstituttets arbejde vurderes således:

"Man kan diskutere styrken og præcisionen i de fremsatte kritikpunkter, men der kan ikke herske tvivl om, at kritikpunkterne har været af en beskaffenhed, der nødvendiggjorde en realitetsbehandling i bestyrelsen."

Leslie Arentoft mener ikke, at skandalen nødvendigvis vil føre til nogle sigtelser.

"Der har ikke været nogen retningslinier for, hvad kreditkortene måtte bruges til. Alle vidste, at kortene blev brugt til hvad som helst, og ingen sagde noget til det," siger Leslie Arentoft.

Politianmeldelsen ligger nu hos Bedrageriafdelingen i Københavns Politi, hvor man skal tage stilling til, om der er grundlag for en sigtelse af administrative og ledende personer i KUC.