Mindre end en måned efter at regeringen indgik en bred skattereform med Venstre og de Konservative, vil oppositionspartierne ændre på aftalen, skriver Politiken torsdag.

Hvis det står til de to partier, skal planen om at afskaffe en skatterabat for danskere, der arbejder i udlandet, helt annulleres.

- Det er et dårligt forslag, og derfor vil vi meget gerne medvirke til, at vi kan gøre skattereformen endnu bedre ved at få det her element fjernet, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, til Politiken.

Skatterabatten for udlandsdanskerne er bestemt af paragraf 33 a i ligningsloven. Den betyder, at danskere, der arbejder i udlandet, kan slippe for at betale dansk skat, men i stedet skal betale den skattesats, der gælder i det pågældende land.

Paragraffen er fjernet i den kommende skattereform, og det har fået både erhvervsliv og nødhjælpsorganisationer med medarbejdere i udlandet til at råbe højt. Også de Konservative mener nu, at ideen helt skal droppes.

- Det er rigtig negativt for Danmark, hvis man gennemfører det her. Regeringen ville ikke ændre det under forhandlingerne, men jeg tror og håber på, at de vil være mere lydhøre oven på den debat, der har været efterfølgende, siger partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen, til Politiken.

Det er især erhvervslivet, som de borgerlige ordførere er bekymrede for. Hvis udsendte medarbejdere skal betale mere i skat, vil regningen med stor sandsynlig ende hos arbejdsgiveren. Derfor kan forslaget blive dyrt for virksomhederne.

Forligsparterne regner med, at den aflyste skattebonus til danskere i udlandet vil give 260 millioner kroner i ekstra indtægt til staten.

Ifølge Venstre og Konservative findes der en sum penge, der »matcher meget godt«, som passende kunne benyttes til at finansiere deres forslag. De penge stammer fra et gammelt forlig om en kantinemoms, som VK-regeringen indgik med Socialdemokraterne for en årrække siden.

De radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, er ikke afvisende. Han vil gerne genoverveje, om paragraf 33 a skal afskaffes, og er også åben over for, at en finansieringskilde kunne være det gamle forlig.

BNB