Den nye akutpakke, som regeringen forventer vil skabe 12.500 job, er et glansbillede uden egentlig effekt og skaber ingen job, lyder det fra de borgerlige.

Regeringens aftale med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Dansk Arbejdsgiverforening, som ifølge regeringen skal skaffe arbejde til 12.500 af de personer, der vil ryge ud af dagpengesystemet efter nytår, får hård kritik af både Venstre og Konservative.

- Aftalen kan på ingen måder stå alene. Der er ingen tvivl om, at der er nogle mennesker, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet og som har behov for, at der bliver skabt nogle arbejdspladser i landet. Men man bliver nødt til at se på, at der er 150.000 arbejdsløse, og den aftale, som statsministeren har lavet og talt om i runde vendinger, skaber jo ikke et eneste job, siger Venstre politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til Berlingske Nyhedsbureau.

I stedet bør regeringen bruge kræfterne på at skabe bedre arbejdsforhold for de danske virksomheder, så der kan blive skabt vækst, mener Nørby.

- Aftalen flytter rundt på eksisterende job og reserverer nogle job, men den går jo ikke ind og skaber grundlæggende bedre vilkår for de danske arbejdspladser, så de kan ansætte flere. Der er behov for, at man løfter byrderne på arbejdspladserne og laver en erhvervsskattepakke,s så man ikke er nødt til at flytte sin virksomhed til Polen eller Kina. Og det håber vi, at regeringen vil kigge på i en finanslovsaftale, siger hun.

De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, kalder aftalen for et glansbillede.

- Vi er bestemt ikke tilhænger af det, statsministeren har præsenteret. Regeringen skal koncentrere sig om at skabe nye job, og den her pakke skaber ikke ét eneste job. Så aftalen er et glansbillede, hvor man giver et støttebeløb til det samme antal job, som tidligere har været til rådighed, så giver det jo ikke nogen egentlig effekt, og derfor spilder man pengene. I stedet bør man sænke omkostningerne og gøre det billigere og enklere for virksomhederne at producere. Det vil skabe arbejdspladser, siger Mike Legarth til Berlingske Nyhedsbureau.

Er regeringens akutjob en holdbar løsning eller et midlertidigt plaster på såret?