Utrygge mødre køber sig til privat hjælp
Flere nybagte mødre køber sig til ekstra hjælp for at føle sig trygge og få amningen til at fungere.
Flere nybagte mødre køber sig til ekstra hjælp for at føle sig trygge og få amningen til at fungere.
Gravide og nybagte mødre søger i stigende grad mod det private marked for at være klar til fødslen og efterfølgende få hjælp og gode råd om amning, bleskift og babymad. Det skriver JydskeVestkysten.
Private jordemødre melder om stigende efterspørgsel, og rundt om i landet bliver der oprettet nye private virksomheder, der tilbyder jordemoderkonsultationer.
I løbet af det seneste år er der kommet mindst 17 nye private jordemødre til - heraf alene fem i Syddanmark.
Hos den største udbyder af privat jordemoderhjælp i Syddanmark, jordemoder.dk, ser indehaver og jordemoder Birgit Thalwitzer det som en konsekvens af, at nybagte mødre nu blandt andet bliver sendt hjem fra sygehuset, inden der er gået et døgn efter fødslen og i den første uge er henvist til barselsklinikker på fødestederne.
- Før fødeplanen trådte i kraft, kunne det tælles på en enkelt hånd eller to, hvad vi har haft gennem årene af barselsbesøg og ammehjælp.
- Men nu bliver vi booket på forhånd af mødre, der vil være sikre på, at de kan få hjælp, ligesom vi bliver ringet op i weekender og aftener af frustrerede mødre, der vil have os ud nu og her, fordi amningen ikke fungerer, forklarer hun til JydskeVestkysten.
Hendes virksomhed, der har fem jordemødre tilknyttet, specialiserer sig i scanninger, og de almindelige jordemoderkonsultationer har indtil for nylig kun fyldt omkring to procent af omsætningen. Siden årsskiftet har de fyldt 21 procent.
Ønsket om at få mere hjælp, end det offentlige tilbyder, har også fået Sygeforsikringen Danmark til at yde tilskud til den private jordemoderhjælp. Og den mulighed bliver ifølge vicedirektør Allan Luplau brugt flittigt:
- Vi havde lidt frygtet, at det udelukkende var et københavner- og sjællænderfænomen, men vi kan se, at tilskuddet bliver brugt flittigt over hele landet - ikke mindst i Jylland, fortæller han til JydskeVestkysten.