Det er nærmest som taget ud af en Hollywood-film - familie styrter ned i fly, én overlever, bliver ved flyet, men vandrer til sidst af sted for at finde hjælp.
For 16-årige Autumn Veatch er det imidlertid ikke en film, men derimod den utrolige virkelighed, hun netop har prøvet på egen krop.
I lørdags fløj hun med sine to bonus-bedsteforældre fra det vestlige Montana i USA med Lynden i staten Washington som destination - en tur, der normalt tager tre timer.
Men undervejs mistede man kontakt med flyet. Gennem mobildata kunne man indkredse det mulige nedstyrtningsområde til et svært tilgængeligt skovområde i den nordlige-centrale del af staten Washington, men trods eftersøgning med helikoptere var man ikke i stand til at finde Autumn Veatch og hendes familie. De var sporløst forsvundet.
Men mandag eftermiddag sker der pludselig noget. En pige dukker op på landevejen Route 20 ved nationalparken North Cascades National Park, hvor hun får stoppet en bilist og fortalt ham sin utrolige historie.
Det viser sig, at Autumn Veatch har overlevet flystyrtet. Den første dag blev hun ved flyet, men derefter besluttede hun sig for at gå efter hjælp. Efter halvanden dag i naturen nåede hun endelig frem til en vej, hvor hun fik kontakt til bilisten, der kørte hende knap 50 kilometer til den nærmeste butik.
Derfra blev der ringet 911, der hurtigt rykkede ud for at tilse den 16-årige. Hun er nu indlagt på det lokale hospital, hvor meldingerne går på, at hun tilsyneladende er sluppet meget heldigt fra flystyrtet.
»De første informationer, vi har fået, er, at hun ikke har pådraget sig nogen livstruende skader. Hun er dog noget dehydreret,« siger Scott Graham, der er direktør på det hospital, hvor Autumn Veatch er indlagt, til nyhedsbureauet AP.
Bedsteforældrene er endnu ikke blevet fundet, og de amerikanske myndigheder har ikke ønsket at fortælle, hvilken tilstand de var i, da Autumn Veatch forlod dem.
Teenageren har dog forklaret, at der opstod brand på flyet, efter det var fløjet ind i nogle regnbyger, og at det var det, som fik flyet til at styrte.
Selvom den tragiske ulykke fortsat er uopklaret, er man imidlertid fuld af begejstring hos Civil Air Patrol, der hjælper til med eftersøgningen.
»Vi er så glade. Jeg har tilbragt 30 år af mit liv i Civil Air Patrol og med eftersøgningsaktioner, og øjeblikke som disse er meget sjældne,« siger Jeffrey Lustick til AP.