Danske arkæologer har gjort et opsigtsvækkende fund: Blå glasperler, der stammer fra samme værksted, som stod for udsmykningen af Tutankhamons grav.
Sammen med franske kollegaer har danske arkæologer fundet i alt 271 glasperler.
23 af glasperlerne er ifølge arkæologerne produceret for mere end 3.400 år siden og kommer fra samme glasværksted, som dekorerede faraoen Tutankhamon, da han skulle begraves. Det skriver det israelske medie Hareetz.
De blå glasperler er fundet på 51 forskellige gravsteder i Danmark. Efterfølgende er de blevet analyseret med højtudviklet udstyr, og på baggrund af analyserne har arkæologerne kunne udlede, at perlerne stammer fra det værkstedet.
At perlerne har fundet vej fra Egypten og Mesopotamien til Danmark skyldes højst sandsynligt, at perlerne har været en populær handelsvare i Norden. Det fortæller museumsdirektøren fra Moesgårds Museu, Jeanette Varberg, som har været med til at undersøge perlerne.
Stor værdi
Jeanette Varberg forklarer, at perlerne nok har haft særlig stor værdig i Norden, da de på grund af den blå farve minder om lasursten.
»Lasurstenen var den mest værdifulde ædelsten i Norden i slutningen af bronzealderen. Blå glas var det næstbedste. Her i Norden blev det nærmest betragtet som magisk, som en del af himlen,« forklarer hun til Hareetz.
De blå perler blev blandt andet fundet i en kiste ved Ølby, hvor en kvinde fra bronzealderen var begravet. Perlerne var her brugt som udsmykning på hendes tøj, mens en anden kvinde blev fundet med en halskæde af de blå perler.
Selvom det kan lyde utroligt, at perlerne er blevet fragtet den lange vej fra Egypten og Mesopotamien til Danmark, er det ikke unaturligt, at perler, ædelsten og andre udsmykningsgenstande, er blevet fundet langt fra det sted, hvor de er produceret.
Blandt andet er der ifølge Hareetz tidligere blevet fundet nordisk rav i Grækenland og i dele af Syrien.