Borgerne i den lille midtjyske by Klejtrup fik sig et chok natten til tirsdag.

Flere af dem vågnede lidt over klokken to ved lyden af et kæmpemæssigt brag.

Og når man ser billederne af byens bank dagen efter, forstår man godt, hvis beboerne i den ellers fredelige by blev forskrækkede.

Den lokale 'Andelskassen' havde nemlig ubudne gæster tirsdag nat. To mænd forsøgte at sprænge sig vej til hæveautomaten i væggen.

Det fortæller vicepolitikommissær Henrik Grove fra Viborg Politi til bt.dk.

- Man har tilsyneladende brugt en gasart eller et sprængstof, men det er endnu ikke helt klart, hvordan de har båret sig ad, fortæller han.

Selv om eksplosionen ødelagede noget nær halvdelen af bygningen, er det endnu uvist, hvorvidt det lykkedes gerningsmændene at få penge med sig. Andelskassen er en nedlagt bankfilial, så de eneste penge i bygningen, er i hæveautomaten.

- Vi har endnu ikke haft folk inde i murbrokkerne for at se, om der mangler penge, siger Henrik Grove.

Til gengæld efterlod gerningsmændene en ødelagt bankfilial, hvor møbler, computerudstyr, isoleringsmateriale og murbrokker vælter rundt og ud gennem det kæmpemæssige hul i væggen.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser to personer, som er set flygte fra stedet i en bordeauxrød Peugeot stationcar.

Bilen blev fundet i en nærliggende skov tirsdag morgen. Den er stjålet fra lokalområdet.

Det var en forskrækket borger, der alarmerede politiet, og braget var ifølge Henrik Grove 'øresønderrivende.'