Usikre lån får rødt lys af regeringen
Regeringen lancerer ny forbrugerpakke, der blandt andet indeholder et »trafiklys« til usunde banklån. Det skal gøre det mere sikkert at vælge rigtigt, men banker og oppositionen er skeptiske.
Regeringen lancerer ny forbrugerpakke, der blandt andet indeholder et »trafiklys« til usunde banklån. Det skal gøre det mere sikkert at vælge rigtigt, men banker og oppositionen er skeptiske.
Vækst- og erhvervsminister Ole Sohn (SF) ønsker at gøre det nemmere for danskerne, når vi skal låne penge til en ny bolig.
Regeringen lancerede mandag en såkaldt forbrugerpakke, der lægger op til, at realkreditlån får en mærkningsordning, som kan klassificere hvor sikre de er for låneren. Det skal forhindre, at danskere køber ejendomme med lån, de reelt ikke kan betale tilbage, og som derved sender boligpriserne ind i en ond spiral.
- Jo mere viden man har, om de omkostninger der er fra start til slut, jo sikrere bliver det for den enkelte, siger Ole Sohn til Berlingske Nyhedsbureau.
Helt konkret vil lånene få tildelt farver med inspiration fra trafiklys, hvor realkreditlån uden fast rente ser ud til at ende i de gule og røde felter.
- Da man indførte de variable lån, kom der en stigning i huspriser. Dermed kan man godt formode, at nogle forbrugere har optaget lån, som de ret beset ikke har kunnet betale tilbage, hvis de var fastforrentede, siger Ole Sohn.
Ministeren afviser dog, at de nye tiltag indfører et større formynderi af danskernes boligdrømme.
- Vi skal ikke være barnepige for borgerne. Vi skal sørge for, at forbrugerne har et oplyst grundlag. Specielt når det handler om lånetyper af så kompleks karakter, som boliglån ofte kan være, siger ministeren.
De fleste af tiltagene i den nye forbrugerpakke henter opbakning hos Venstre.
- Vi er sådan set positivt overraskede. Forbrugerne får valgfrihed, og det lægger op til bedre oplysning, siger forbrugerordfører Jan E. Jørgensen.
Han tror ikke, at den nye form for mærkning af lånetyperne ændrer danskernes lyst til at optage flekslån.
- Man kan have sin tvivl om, hvor meget det vil ændre, men det er svært at have noget imod. Vi frygtede, at regeringen ville forbyde flekslån, siger han.
Finansrådet, der repræsenterer bankerne, mener ikke, at de kommende regler medfører bedre oplysning for danskerne.
- Nytteværdien for kunderne er begrænset. Det er svært at definere en risiko ved lånene, for den er forskellig fra kunde til kunde. Det, der er sund fornuft for den ene kunde, er måske meget uhensigtsmæssigt for en anden kunde, siger direktør for Finansrådet Jørgen A. Howitz.
Han vil gerne sørge for den bedre rådgivning, som regeringen lægger op til, men det skal ske på et langt tidligere tidspunkt, end i det øjeblik hvor lånet bliver underskrevet. Forbrugerpakkens punkter om bedre oplysning af banklån bør derfor kombineres med tiltag i skoler og gymnasier, der uddanner børn og unge til en sund privatøkonomi.
- At få finansiel forståelse ind på et tidligt tidspunkt i ens liv, det har vi alle interesse i. Kunderne såvel som de finansielle virksomheder, siger Jørgen A. Howitz.