Efter stor succes på TV-skærmene i flere europæiske lande bliver Sarah Lund og resten af persongalleriet i 'Forbrydelsen' nu at finde i bogform.

Det sker, når den britiske journalist og forfatter David Hewson udgiver en bog baseret på første sæson af 'Forbrydelsen' den 24. maj. Bogen er på hele 625 sider og udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof, som har sikret sig rettighederne til at udgive bøgerne i Danmark.

Og skridtet fra TV-serie til bog er ikke helt almindeligt.

- Det er lidt usædvanligt, at 'Forbrydelsen' først har været en TV-serie og så bliver en bog. Det plejer at være omvendt, og derfor er det også svært at sige, hvor meget den vil sælge. Men jeg er ikke i tvivl om, at den nok skal få en vis opmærksomhed, siger Susanne Bent Andersen, redaktionschef for oversat skønlitteratur hos Lindhardt og Ringhof.

I David Hewsons bogudgave af 'Forbrydelsen' følger man i store træk TV-seriens opbygning, men der er overraskende elementer - især i slutningen. Forfatteren var i Danmark flere gange under skrivningen, blandt andet for at se, hvad en Christiania-cykel er, og for at besøge bydelen Humleby, hvor Birk Larsen-familien fra serien bor.

Det internationale forlag Pan Macmillan indgik en aftale med seriens forfattere og DR om verdensrettighederne til at genskrive manuskriptet af første og anden sæson. Det skete, efter TV-serien blev en succes på de britiske øer.

Søren Sveistrup står bag TV-udgaven af »Forbrydelsen«, der har lagt Danmarks gader øde i foreløbig to sæsoner. Den tredje sæson får premiere i efteråret 2012. I Storbritannien blev den danske udgave af »Forbrydelsen« vist i 2011, mens USA har indspillet deres egen version under navnet 'The Killing'.