En drabssag med en usædvanlig drabsmetode begynder tirsdag i retten i Hjørring.
Et beruset slagsmål endte sidste år fatalt for to brødre fra Ingstrup i Nordjylland. Den nu 55-årige lillebror ringede selv til alarmcentralen efter slagsmålet og fortalte, at hans 57-årige storebror lå bevidstløs i det hus, brødrene delte.
Da amluancefolk ankom til hjemmet, kunne de konstatere, at storebroderen ikke trak vejret. I hans hals fandt de en kartoffel, som spærrede for hans luftveje.
Kort efter blev den 55-årige lillebror sigtet for drab.
Ifølge anklageskriftet i sagen, som BT er i besiddelse af, dræbte den 55-årige mand sin to år ældre bror ved kvælning. Dels ved at have taget fat om halsen på ham og dels ved at have proppet kartofler ned i luftvejene - samt med slag mod hals og hoved.
Lirkede kartoffel ud med gaffel
Drabet skete ifølge anklageskriftet omkring klokken 21 den 13. november.
I første omgang lykkedes det for ambulanceredderne at genoplive den 57-årige storebror ved at lirke kartoflen ud af hans hals med en gaffel, skriver Nordjyske. Men han afgik senere natten til den 14. november ved døden.
Retssagen mod den 55-årige lillebror begyndte egentligt i september. Dengang blev lillebroderens alarmopkald afspillet i retten.
»Min bror ligger død i køkkenet. Vi er kommet op at slås. Lige pludselig skvattede han om. Han er blevet kvalt,« lød det ifølge Nordjyske fra lillebroderen i opkaldet.
Da alarmcentralen spurgte den 55-årige mand, om det var ham, der havde kvalt sin bror, svarede han nej. Han vidste ikke, hvordan det var gået til, forklarede han.
Nye beviser skyld i udsættelse
Retssagen blev dog udskudt, da anklageren i sagen, Susanne Hansen, kunne fremlægge nye beviser mod den drabstiltalte lillebror. Blandt andet lydfiler fra afhøringen af den tiltalte og politirapporter, der ikke tidligere er indgået i sagen, skriver TV 2 Nord.
Den 55-årige tiltalte blev anholdt med det samme, da politiet ankom til brødrenes hjem den 13. november.
Lillebroderen har siden siddet varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret den 14. november.
Han nægter sig skyldig.
