USA: USAs regering undersøger, om Rusland har testet krydsermissiler og dermed brudt en traktat indgået mellem de to lande i 1987.

The New York Times skrev torsdag, at den russiske regering allerede i 2008 skulle være begyndt at teste nye krydsermissiler, og at USA gentagne gange siden maj 2013 har taget sagen op med Rusland.

Talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Jen Psaki siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun ikke kan afvise påstandene i artiklen.

Der er, siger hun, igangværende undersøgelser for at få slået fast, om russerne har brudt pagten om våbenkontrol, der blev indgået mellem daværende præsident Ronald Reagan og hans russiske modstykke Mikhail Gorbatjov i 1987.

BNB/AFP