LIBYEN: Der er amerikanske skulderklap til den libyske befolkning, som lørdag morgen jog den magtfulde islamistgruppe Ansar al-Sharia væk fra militsens tilholdssteder i Benghazi, Libyens næststørste by. Det skriver Reuters.Vreden mod de islamiske militser i byen viser ifølge USA, at libyerne ikke vil lade sig dominere af ekstremisme.
- Det er denne administrations forståelse, at det er et klart tegn fra det libyske folk på, at de ikke vil bytte en diktators tyranni med en bandes tyranni, siger talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, ifølge Reuters.
- Det er også en indikation på, at det libyske folk ikke ønsker, at nogle få ekstremisters stemmer, og de, der advokerer og begår vold, skal overdøve folkets stemmer og forhåbninger, siger han.
I en nærmest koordineret aktion satte politi, regeringstropper og aktivister ind mod den bevæbnede gruppe, som kontrollerer store dele af landet, efter en massedemonstration. I demonstrationen deltog tusindvis af mennesker for netop at udtrykke utilfredshed med islamiske ekstremister og opfordre regeringen til at opløse grupperne.
Selv hævder Ansar al-sharia, at den evakuerede fra sine tilholdssteder for at opretholde sikkerheden i byen.
- Vores øverstbefalende gav ordre til at forlade vores territorium og dermed give det til folket i Benghazi. Vi respekterer folkets mening, og for at opretholde fred og sikkerhed i byen, valgte vi at evakuere, siger gruppens talsmand, Yousef al-Jehani, til Reuters.
Også i byen Derna i det østlige Libyen er der forlydender om, at islamiske militser skal have forladt fem militærbaser med besked om, at grupperne opløses. Det forklarer beboere til Reuters.
- Abu Slim havde tre baser, og Ansar al-Sharia havde to. Så det er fem. Alle tomme, siger Siraj Shennib, en 29-årig lingvistikprofessor, som har demonstreret mod militserne.
USAs konsulat i Benghazi blev i sidste uge angrebet, beskudt og sat i brand et angreb, som også kostede den amerikanske ambassadør Stevens og tre andre amerikanere livet. Mange, heriblandt USA, mistænker Ansar al-sharia for angrebet, men gruppen nægter at have noget med episoden at gøre.
Udover de fire dræbte blev 34 såret i kampene mellem demonstranter og islamister.
BNB/Reuters