"Åh, se," indledes anmeldelsen ironisk, "det er endnu en Dogme '95 film. Men er en af regler i denne bevægelse - startet af de skøre danskere Lars von Trier og Thomas Vinterberg - ikke, at det er forbudt at lave genrefilm? Og hvis det er tilfældet, hvad er så meningen med i denne film at have en luder med et hjerte af guld i centrum? Det er efter min bedste overbevisning en genre i sig selv."

Men efter at have fået ovennævnte ud mellem sidebenene, går Glenn Kenny - som anmelderens navn er - over i de rosendes rækker, og kalder "Mifune" en "ret underholdende demonstration af, at lidt kan være godt"

"Filmen har en letkørende faldefærdig facon, som gør oplevelsen luftig, selv når handlingen ta'r en voldelig drejning. Mens den næppe vil bidrage yderligere til debatten om væsentligheden af Dogme-metoden som en redningsplanke for filmens fremtid, er den en adspredende og rørende oplevelse, en beskeden demonstration af hvordan man får almindeligheder til at virke friske. Måske havde det været en god ide for Anjelica Huston at lave sin "Agnes Brown" som Dogmefilm," slutter han med reference til Hustons film, som får en sønderlemmende kritik andetsteds på siden.

Endnu har "Mifune" ikke gjort sig bemærket på den amerikanske filmhitliste, for den er i første omgang kun ude i Los Angeles og New York. Senere vil flere byer og biografer blive føjet til listen.