USA kunne ikke få israelere og syrere til at mødes direkte
USA kunne ikke få israelere og syrere til at mødes direkte
USA kunne ikke få israelere og syrere til at mødes direkte
Det lykkedes ikke USAs præsident, Bill Clinton, i nat at arrangere et direkte møde mellem den israelske og syriske forhandlingsdelegation, der befinder sig i den lille by Shepherdstown for at forhandle fred mellem de to lande, meddelte talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, James Rubin.
Han forsøgte dog at undertone enhver snak om krise i forhandlingerne, som fulgte efter sidste måneds genoptagelse af fredsdrøftelserne, der blev suspenderet i 1996.
- Jeg vil hverken sige, at alt er tabt, eller at der har været noget gennembrud, understregede Rubin. Han erkendte også, at der var nogen uenighed om dagsordenen for møderne, som forventes at vare en uges tid.
Mens israelerne tilsyneladende var indstillet på at skulle forhandle om en normalisering af forholdet mellem de to lande og om sikkerhed, så synes Syrien at være særdeles ivrig for at komme til sagen. For dem handler det om israelsk tilbagetrækning fra Golan-højderne, som Israel besatte efter seks-dages krigen i 1967.