USA beder YouTube om at gennemse Muhammed-film
Måske indeholder Muhammed-film noget, der strider imod YouTubes egne regler.
Måske indeholder Muhammed-film noget, der strider imod YouTubes egne regler.
USA: Det Hvide Hus i USA beder YouTube om at gennemse den Muhammed-film, der er årsag til voldsomme protester i Mellemøsten, for at finde ud af, om indholdet er imod sitets regler.
Det siger en talsmand fra Det Nationale Sikkerhedsråd i USA, Tommy Vietor, ifølge flere medier.
Senest onsdag udtalte en talsmand fra YouTube ellers, at »videoen er helt klart inden for vores retningslinjer og vil blive på YouTube«. Han tilføjede dog, at Libyen og Egypten havde fået begrænset adgang til YouTube på grund af urolighederne.
- Vi arbejder hårdt for at skabe et forum, som alle kan nyde, og som også gør det muligt for folk at udtrykke forskellige meninger. Det kan være en udfordring, fordi noget kan være i orden i ét land, men stødende andre steder, sagde talsmanden.
Google, som ejer YouTube, har endnu ikke svaret på Det Hvide Hus’ opfordring.
Filmen om Muhammed, »Innocence of Muslims«, er blevet set af millioner af mennesker verden over på YouTube, er blevet klippet ud i mange versioner, uploadet adskillige gange og delt på tusindvis af hjemmesider. Den siges at være en del af en længere film produceret i USA og er årsag til voldsom uro, der for alvor begyndte efter drabet på den amerikanske ambassadør Christopher Stevens og tre andre ambassadeansatte i Libyen tirsdag og har spredt sig til blandt andet Tunesien, Sudan, Libanon, Qatar, Nigeria og Egypten.
Uroen har kostet flere menneskeliv, og der har været spekuleret i, om protesterne er blevet sat i gang af andet end blot videoen - for eksempel terrornetværker.