Angriberen fik ni dages karantæne og fire måneders udelukkelse fra al fodbold efter at have bidt Italiens Giorgio Chiellini, og han mangler ikke opbakning til sin utilfredshed over det fra Uruguays præsident, Jose 'Pepe' Mujica.

I en video lagt på YouTube - som kan ses øverst i artiklen - af journalisten Sergio Gorzy, kan man se Mujica lægge al diplomati til side og kalde FIFA 'en samling gamle ludersønner'. For at illustrere overraskelsen over sin egen udtalelse holder han sig derefter for munden, men blot for kort efter at fjerne den igen og sige:

- Publicer det.

Jose 'Pepe' Mujicas udtalelser kan dog risikere ikke at blive helt omkostningsfrie. Uruguay har længe været forventet at stå godt til at huse VM-finalen i 2030 - en VM-turnering, hvis værtskab i så fald skal deles med Argentina - på Montevideos El Centenario Stadium. En latterliggørelse og tilsvining af FIFAs organer hjælper dem givetvis ikke i bestræbelserne på at få den drøm til at gå i opfyldelse.

VM i 2030 vil markere 100-året for den første VM-slutrunde i 1930, der blev afholdt i Uruguay.