AGFs landsholdsspiller Casper Sloth var vraget til startopstillingen i premieren mod FCK

Det unge talent havde da også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til situationen efter AGFs uafgjorte Superliga-kamp mod FCK.

- Resultatet er jeg udmærket tilfreds med. Det er godkendt at få et point mod de regerende danske mestre. Til gengæld skuffer det mig, at jeg blev tildelt en reservetjans fra kampens start. I optakten til forårssæsonen har jeg været med i alle vores træningskampe. Så dette var ikke lige det, jeg havde håbet på, sagde Casper Sloth.

Set udefra kunne det ligne en straffeekspedition fra AGF-træner Peter Sørensens side. Tidligere har Casper Sloth ikke omtalt ham i specielt kønne vendinger.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Peter sætter holdet. Det retter jeg mig naturligvis efter, sagde Casper Sloth, der først kom på banen et kvarter før tid i stedet for Hjalte Nørregaard.

Også før kampen var der turbulens i AGF-lejren.

Til Canal 9 udtalte Peter Sørensen, at holdets sædvanlige førstemålmand og anfører, Steffen Rasmussen, allerede inden han i februar havde pådraget sig en muskelskade, der havde gjort ham ukampdygtig, var blevet overhalet af den normale andenmålmand, Emil Ousager.

- Det er lidt mærkeligt at høre, og jeg havde da håbet, at få sådan noget at vide face to face i stedet for at høre om det i medierne, så det synes jeg er lidt underligt. Jeg havde foretrukket, at jeg havde hørt det fra ham selv, sagde Steffen Rasmussen.

Peter Sørensen fastholdt efter kampen sin udtalelse om Steffen Rasmussen, men benægtede, at der er intern ballade.

- Sådan ser jeg ikke situationen. Men jeg kan altså ikke stille et hold efter, hvordan medierne tolker mine holdudtagelser. At Steffen Rasmussen er skuffet over, at jeg ikke har fortalt ham, hvordan jeg vurderer hans spillemæssige niveau, er ok. Men jeg siger altså ikke til alle mine spillere, hvem der er bedst. Jeg har for eksempel heller aldrig sagt til David Devdariani, at Stephan Petersen står foran ham, når førsteholdet skal udtages, sagde Peter Sørensen, der i hvert fald fra Jesper Lange møder opbakning.

- Fra min side skal der lyde stor ros for hans holdudtagelse. Det var helt fair, at han fra kampens begyndelse havde placeret mig på udskiftningsbænken. Min optakt til sæsonen har været problematisk. Desværre har jeg været en del skadet, sagde Jesper Lange.

Han kom på banen i slutningen af kampen og lavede det udlignende mål til slutresultatet 1-1 et minut før tid.

- Alle mål er skønne at lave. Men dette var specielt dejligt. Det udløste et point og er med til at give mig selvtillid. Jeg tror på et godt AGF-forår og har svært ved at tro, at vi kommer i nedrykningsfare, sagde Jesper Lange.