Den tidligere forsvarsminister Carl Holsts genopstilling til Folketinget skaber intern ballade i Venstre.

Onsdag aften blev der stemt om Holsts folketingetskandidatur i hans kreds, Esbjerg Omegn, og her valgte næsten hver tredje at stemme blankt i protest mod Venstre-profilens opstilling.

Det skriver JydskeVestkysten.

Hele 12 af de 37 Venstre-folk nægtede at støtte op om Holsts kandidatur - og det til trods for, at der ikke var nogen modkandidater. Ifølge JydskeVestkysten gav flere af dem under mødet tydeligt udtryk for, at Holst efter deres mening var den helt forkerte kandidat, mens andre var stærkt utilfredse med, at kredsbestyrelsen ikke havde fundet modkandidater.

»Han blev politianmeldt af et regionsråd. Det bliver man ikke bare for ingenting. Det er udtryk for, at man ikke har opført sig ordentligt. Vi kan ikke tåle flere sager i Venstre,« sagde et af Venstre-medlemmerne på mødet til mediet.

Trods den massive modstand blev Carl Holst valgt som kredsens folketingskandidat, hvilket den tidligere forsvarsminister er meget glad for.

»Jeg har det rigtig godt. Det er ikke nok bare at blive genopstillet, der venter stadig et stort arbejde i forhold til både at gøre mig fortjent til både befolkningen, borgerne og vælgernes opbakning. Det vil jeg gøre, hvad jeg kan for at gøre mig fortjent til,« siger Carl Holst til Tv Syd.

Carl Holst måtte trække sig som forsvarsminister i september 2015 efter at det var blevet afsløret, at en kommunikationsansat i Region Syddanmark havde ført valgkamp for ham. Det fik i november 2015 regionsrådet i Syddanmark til at melde deres tidligere formand til politiet for ulovlig brug er regionens penge.

Den 31. marts meddelte Rigsadvokaten, at der ikke ville blive rejst en straffesag om stillingsmisbrug og mandatsvig mod Carl Holst, og det åbnede vejen for, at han kunne blive genvalgt som folketingskandidat.

Men det faldt bestemt ikke i god jord hos alle medlemmerne i Carl Holsts kreds.