Døssige bilister og frustrerede trafikanter fik sig formodentlig noget af en overraskelse, da de mandag holdt i kø i myldretiden i Jakarta i Indonesien.
På en kæmpe reklameskærm langs den trafikeret vej bragede de pludselig scener ud fra en hardcore, japansk pornofilm.
Det fortæller ABC News.
Scenerne fra den lumre film forsvandt efter et kort stykke tid, men det er endnu ikke opklaret, hvem der stod bag det opsigtsvækkende stunt. 10 personer er blevet afhørt - heriblandt ansatte ved firmaet, der styrer reklameskærmen, men der er endnu ingen mistænkte, fortæller talsmanden fra Jakartas politi, Awi Setiyono.
Det var da heller ikke kun trafikanterne, der den morgen fik 'glæde' af pornoscenerne. Flere tog nemlig billeder af episoden, og delte det på Twitter.
Adrian Wiedarta, der er leder hos firmaet, der bestyrer reklametavlen, hævder, at hackere står bag, og at hackerne var skyld i, at der blev vist scener fra pornofilmen i omkring fem minutter. Firmaet fik fjernet scenerne, da man tog strømmen til storskærmen. Politiet har ikke bekræftet hacker-teorien, men har beslaglagt en række computere hos firmaet til nærmere undersøgelse.
Bliver den eller de skyldige fundet, kan de få helt op til 12 års fængsel samt en bøde på godt 500.000 danske kroner, oplyser politiet.
