Kassedamen
Uffe Ellemann-Jensen, formand V, Folketingsvalget december 1990
Under valgkampe ønsker vælgere gerne konkrete eksempler, de kan forholde sig til. Men eksempler kan man komme galt af sted med, viste valgkampen i 1990.
Samme aften, som valget blev udskrevet, mødtes partilederne til første debatrunde. Her diskuterede de blandt andet mellemskatten, som skulle blive et af valgets hovedtemaer. Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at lette debatten med et konkret eksempel: Kassedamen.
Kassedamen ville kun få 700 kroner ekstra udbetalt om måneden, selv hvis hun steg 10.000 kroner i løn, sagde Ellemann-Jensen. Mellemskatten ville æde resten af pengene, og dermed kunne det ikke betale sig at arbejde ekstra, bedyrede han.
Men eksemplet var dårligt valgt. For ingen kassedamer eller andre lavtlønnede medarbejdere betalte mellemskat og ville derfor ikke blive hjulpet, selv hvis Ellemann-Jensen fjernede mellemskatten.
Fadæsen betød, at partiformanden i medierne blev fremstillet som en politiker, der var så optaget af internationale forhold, at han glemte den danske hverdag.
Venstres kampagnefolk forsøgte dog at få det bedste ud af situationen ved at bruge kassedamen som symbol på deres valgkampagne. Kassedamen optrådte sidenhen i Venstres valgannoncer og endda i en præsentationsvideo til fjernsynet, hvor der blev sagt: 'Vi tænker også på kassedamerne'.
'Den er hjemme'
Uffe Ellemann-Jensen, formand V, Folketingsvalget marts 1998
Man skal passe på med at lade champagnepropperne springe, før sidste stemme er talt op. Men læste man Ekstra Bladets spiseseddel tirsdag d. 10. marts 1998 – dagen før et af de mest nervepirrende valg i nyere dansk historie – kunne man netop få det indtryk, at Venstres statsministerkandidat, Uffe Ellemann-Jensen, allerede fejrede sin sejr.
- Træt og sejrsikker Uffe i nat: Den er hjemme, lød spisesedlens overskrift. Nedenunder var trykt et billede af Uffe Ellemann-Jensen, som nippede til et glas whisky. Indledningen på artiklen i avisen lød som følger:
- Afslappet Uffe Ellemann-Jensen er klar til magtovertagelsen. Skoene er sparket af, slipset væk og whiskyflasken på bordet. Uffe Ellemann-Jensen sidder i sit køkken i nat og konkluderer: ’Den er hjemme.’
Men da sidste stemme var talt op dagen efter, viste det sig, at den undertippede socialdemokrat Poul Nyrup Rasmussen overraskende kunne lade sig hylde som statsminister med 90 mandater i ryggen mod de borgerliges 89.
Om Uffe Ellemann-Jensen rent faktisk sagde de sejssikre ord, eller om Ekstra Bladet fordrejede hans ord, forbliver en gåde. Under alle omstændigheder har Ellemann-Jensen formentlig fortrudt mange gange, at han overhovedet inviterede journalisten med hjem. Et par dage efter det skuffende valgresultat tog Ellemann-Jensen konsekvensen og trak sig som formand for partiet. Hans afløser blev Anders Fogh Rasmussen.