Plejehjemsturnéen

Villy Søvndal, formand SF, Folketingsvalget oktober 2007

Politikere beskyldes ofte for at sidde muret inde på deres kontorer på Christiansborg afskåret fra den virkelige verden. Og til en partilederdebat på TV 2 ved sidste valgkamp fremhævede SFs formand Villy Søvndal netop sit kendskab til forholdene i den virkelige verden, da han ville understrege sin kritik af manglen på varme hænder i ældreplejen.

- Det, der er den virkelige test i dag. Det, synes jeg, er at tage ud i virkeligheden og se, hvordan det er, begyndte han.

De næste ord, der forlod hans mund, skulle senere blive vist over 50.000 gange i en video på Youtube akkompagneret af sangen: - Det er løgn, løgn, løgn og latin, det jeg siger.

Villy Søvndals ord lød: - Hvis man tager ud i et hvilket som helst plejehjem i Danmark. Jeg har været rundt, tror jeg, at besøge 20 det sidste år. Jeg har ikke fundet ét, hvor der er kommet flere personaler, i de seks år I har været ved magten. Tværtimod har stort set alle skåret ned.

Men Søvndal skulle måske have talt bedre efter, før han pralede med sin plejehjemsturné for åben skærm. For ikke alene kunne TV 2 senere påvise, at partiformanden kun havde besøgt fem plejehjem. Det viste sig, at der rent faktisk var kommet mere personale på et af de plejehjem, som formanden havde besøgt – nemlig Asp Plejecenter i Struer, hvor hans egen mor boede.