Svenskeren har den seneste uge skabt store overskrifter i franske og internationale medier, da han blandt andet kaldte Frankrig "et lorteland", der »ikke fortjente PSG«. Nu har han for en stund lukket munden på sine kritikere, da han scorede et suværent hattrick i PSGs 3-1-sejr over Lorient.

Zlatan Ibrahimovic var allerede på pletten efter fire minutters spil, da han omsatte et straffespark til en scoring. Derfra lignede det en overkommelig opgave for holdet fra Paris, men sådan skulle det ikke helt gå.

I anden halvleg udlignede Jordan Ayew for udeholdet Lorient efter en flot scoring på kanten af feltet. Få minutter senere var selvsamme Ayew millimeter fra at bringe Lorient foran. PSG var tydeligt rystede, men så slog Zlatan til.

Javier Pastore blev nedlagt i det kriminelle felt, og selvfølgelig var det en iskold Ibrahimovic, der sikkert eksekverede til 2-1. I overtiden lukkede Svenskeren den parisiske fest med mål nummer tre, og symbolsk fejrede han scoringen med at tysse på publikum.

Med sejren rykker PSG for en stund op på førstepladsen i Ligue 1, men de kan blive overhalet, hvis det lykkes Lyon at besejre Nice lørdag eftermiddag.