Hvis Manchester United fyrer Louis van Gaal som manager, bør klubben stedet ansætte assistenten - den mangeårige Manchester United-spiller, Ryan Giggs.

Det mener Mark Hughes, mangeårig Manchester United-spiller og nuværende manager for Stoke City, som Manchester United skal møde 2. juledag.

»I betragtning af hans karriere som spiller skulle man mene, at Ryan Giggs har en god chance for at blive Manchester United-manager,« sagde Mark Hughes tirsdag ifølge BBC som svar på et spørgsmål om, hvem der skulle efterfølge Louis van Gaal, hvis han bliver fyret.

Louis van Gaal er under et enormt pres i Manchester United, som ikke har vundet i seks kampe i træk - og tabt de sidste tre.

Iblandt dem er et nederlag på 2-3 til VfL Wolfsburg, som betyder, at Manchester United er ude af årets Champions League. I stedet skal de engelske rekordmestre til foråret spille Europa League mod FC Midtjylland.

Lørdag nåede holdet et nyt lavpunkt, da det hjemme på Old Trafford tabte 1-2 til oprykkerne fra Norwich City.

Den 42-årige Ryan Giggs er en af favoritterne til at overtage jobbet, hvis Manchester United fyrer den 64-årige hollænder.

»Giggs' evner som manager kender vi ikke rigtigt endnu, for han har jo ikke fået chancen,« sagde Mark Hughes, der selv spillede for klubben i 13 år - og som har spillet sammen med Ryan Giggs både i klubben og på det walisiske landshold.

»Giggs får en uddannelse nu. Han har jo været under Sir Alex Ferguson i mange år, og nu er han klubbens assisterende manager,« sagde Mark Hughes.

Ryan Giggs har klubrekorden i Manchester United med 963 kampe for 'de røde djævle'.

Tirsdag aften opstod der visse rygter på Twitter om, at klubben var ved at fyre Louis van Gaal, men de havde intet på sig. Klubben vil sandsynligvis afvente det hektiske jule- og nytårsprogram, førend der træffes en beslutning.

Den fyrede Chelsea-manager, José Mourinho, har antydet, at han godt kunne være interesseret i jobbet. Ifølge britisk presse er Manchester United ikke fremmed over for tanken, men de har også deres betænkeligheder p.g.a. Mourinhos til tider uheldige opførsel - og fordi han er kendt for hellere at ville købe etablerede navne end at give unge spillere chancen.

Endelig er Manchester United med i kabalen om spanieren Josep Guardiola, der har meddelt, at han stopper som træner i Bayern München efter denne sæson.

Her tyder noget dog på, at Chelsea og Manchester City sidder med stærkere kort på hånden.