David Moyes har fået en hård start i England, og nu gør engelske fodbold-fans grin med den nye Manchester United-træner.

Den lidt ældre læser vil nok allerede nu minde om, at Alex Ferguson også fik en hård og skidt start i Manchester United, og det gik jo meget godt til sidst. Hvis David Moyes følger samme skabelon, så kommer det til at gå rigtig godt for United om flere år.

Den tidligere Everton-træner er rigtigt dårligt kørende med sit nye hold, hvilket blev understreget, da United hjemme tabte 0-1 til Newcastle, hvilket var første nederlag til Newcastle på Old Trafford siden 1972.

Efterfølgende har engelske fans muntret sig med at gøre grin med David Moyes på sociale medier. Specielt twitter-brugere har haft det sjovt med at manipulere billeder af Moyes, så indtrykket bliver, at træneren ikke har den fjerneste ide om, hvad han foretager sig i Manchester United.

Presset er enormt på Moyes, og samtidig kæmper han med to andre historier, som netop er kommet frem i engelske medier. Robin van Persie skulle angiveligt have spurgt United, om han kan blive solgt, selvom han ikke har været i klubben særlig længe.

Den anden historie er mere kuriøs. United-spilleren Wilfried Zaha siges at date David Moyes' datter. Spilleren afviser, men historien kører i medierne, og mudrer billedet for Moyes.

Moyes kan ikke undgå at mærke presset, men han vælger den diplomatiske løsning, da han bliver spurgt til klubbens fans.

- Vores fans har været fantastiske. De er klar over, at vi er i en overgangsperiode. Men vi har en god gruppe af spillere, sagde Moyes efter kampen. 

Manchester United ligger nummer ni med 22 point i Premier League. 12 point op til Arsenal på førstepladsen. Kun seks sejre er det blevet til i 15 kampe.

- Man vil altid tabe kampe. Jeg ville helst ikke tabe så mange, men det er fodbold, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde den næste kamp.