Naturen er barsk. Så barsk, at en sneleopard-hun er tvunget til at lade sig voldtage af en stor han, så hendes unge kan slippe væk i live.

Nye optagelser fra BBC-serien Planet Earth II giver et meget sjældent indblik i den sky og sjældne sneleopards færden. Planet Earth II kunne forleden som de første i verden vise optagelser af sneleoparders parring - omend det ikke var en frivillig parring.

Da BBC i 2006 første gang sendte naturserien Planet Earth, gjorde verden store øjne. Nu - 10 år senere - er serien tilbage med store hverdagsdramaer fra den vilde natur.

Da BBC havde premiere på første afsnit fulgte flere end ni millioner en modig, nyfødt leguans kamp mod snesevis af slanger. Nu har endnu et klip fra serien fascineret og forarget seerne.

Klippet viser en sneleopard og hendes unge, der er omkring to år gammel og stadig meget afhængig af sin mor.

To han-sneleoparder, der er i løbetid, nærmer sig moderen og hendes unge. De udgør en stor fare, da hanner dræber unger, der ikke er deres egne.

I første omgang får moderen afværget den ene af hannerne efter kamp, men da en endnu større han kommer til, er moderen og hendes unge nu fanget mellem de to mandlige sneleoparder. Moderen ved, at hun ikke kan overvinde dem begge, så hun er tvunget til at tilbyde sig selv til den største han, så hendes unge har mulighed for at slippe væk i live.

Efter den ufrivillige parring er hun-sneleoparden blevet så såret, at hun ikke er i stand til at beskytte sin unge.

I over en måned ser filmholdet fra Planet Earth ikke moderen og hendes unge i Himalayas bjerge. Men så finder de moderen alene. Kort efter fanger filmholdet så ungen, der nu står på egne ben. Det skriver Mirror.

Optagelserne er filmet i Himalayas bjerge i Ladakh i Indien.

Der findes kun omkring 3.500 sneleoparder på verdensplan, og sneleoparden er dermed et truet rovdyr.

Størstedelen af dem gemmer sig godt i Himalayas højder, og de er ekstrem svære at filme. Det tog også holdet bag Planet Earth II tre ture over flere år at få optagelserne i hus.

Klippet har ikke kun fascineret, men også frastødt mange af de engelske seere. Avisen Daily Mail kaldte de i deres anmeldelse programmets vært David Attenborough for en ‘hjerteløs sadist’, der tænker mere på seertal end på dyrene.

Producerne bag programmet forsvarer dog optagelserne.

»Vi vil ikke skåne seerne fra den rejse. Vi ønsker, at seerne får den oplevelse af naturen,« fortæller Chadden Hunter til ITV.

Elizabeth White tilføjer:

»Det er lidt frustrerende, fordi folk vil gerne have en bedre forståelse af den naturlige verden, og det her er naturen og dens biologi.«

»Og vi viser det ... Du kan ikke skjule dyrenes naturlige adfærd, og der er visse ting, hvor vi tænker: Sådan opfører vi os da ikke, men det er faktisk et instinkt.«