Unge udnyttes på arbejdet
Når unge kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver de behandlet meget anderledes end andre. Arbejdsgiverne har nemlig særregler for dem.
Når unge kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver de behandlet meget anderledes end andre. Arbejdsgiverne har nemlig særregler for dem.
Hvis de bliver en ekstra time på jobbet, får de ikke løn. Bliver de syge, er det op til dem selv at finde en afløser. Og søndagstillæg er ikke noget, de ser skyggen af.
Sådan er det for mange danske unge på arbejdsmarkedet, skriver metroXpress.
Om det er på fritidsjobbet, som studentermedhjælper eller første gang i et 'voksenjob', så er risikoen for at blive udnyttet stor. Det oplever flere fagforeninger.
I en tredjedel af alle sager om ansættelsesvilkår i 2011, som HK tager sig af, var det unge under 30 år, der var ramt. Også selv om de kun udgør 18 procent af medlemmerne.
Det bekymrer formanden for HK Handel, Jørgen Hoppe.
- Nutidens unge arbejder i stigende grad under dårlige forhold, der burde høre fortiden til. Og vi ser kun toppen af isbjerget, for mange unge overvejer slet ikke at melde sig ind i en fagforening, og derfor hører vi ikke om problemerne. De unge kender ikke spillereglerne på arbejdsmarkedet. De tror, at alt, hvad en arbejdsgiver siger, er rigtigt, og derfor finder der et bredt misbrug af unge sted, siger han til metroXpress.
Fagforeningen Djøf har lignende oplever af, at de unge er pressede på arbejdsmarkedet. Fra 2010 til 2011 er antallet af studerende medlemmer, der henvender sig for at få hjælp, steget med 33 procent. Det handler om alt fra sygdomsperioder uden løn, til at lønnen sættes ned, lyder det fra Mette Knudsen, chefkonsulent i Djøf.
- Under en krise er arbejdsgiverne mere fokuserede på bundlinjen, og det går især ud over de unge. Det er et stort problem for dem, fordi studiejobbet måske er deres første erfaring med arbejdsmarkedet og kan være vejen til et rigtigt job. I håbet om at øge deres chancer finder de sig i mere, end de skal, siger hun til metroXpress.
Oplevelserne overrasker dog ikke arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen på Aalborg Universitet. De unge er ifølge ham på arbejdsmarkedet på 'herrens mark'.
- De unge er desperate for at få noget at rive i, og derfor er de et let bytte for arbejdsgiverne. Flere sager har vist, at de unge er blevet udnyttet ret groft, og det kan jo lettere ske, når flere hverken er medlem af en fagforening eller en a-kasse. Det er et lærestykke for de unge og kan blive et stort samfundsproblem, hvis de unge ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet, siger han.