Er du 40-50 år og savner den livsglæde, energi og optimisme, du tidligere havde, så fortvivl ikke. Lykken vender tilbage.
Danskernes lykke- eller livstilfredshedskurve er U-formet, og vi er mest lykkelige i de unge og lidt ældre år, mens vi bunder midt i livet - nærmere bestemt i begyndelsen eller midt i 40erne.
Det fastslår lykkeforskere på baggrund af adskillige lykke- og livstilfredshedsstudier, og en spørgeundersøgelse, som Rambøll/Analyse Danmark har lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten søndag, peger i samme retning:
Midtvejskrisen lever i bedste velgående, for på en lykkeskala fra nul til 10, er det de 36-45-årige og de 46-55-årige, som scorer lavest på lykkebarometret.
Ifølge lykkeforsker og nationaløkonom Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet, stemmer undersøgelsen godt overens med forskningen.
- Som 40-45-årig indser man, at man aldrig kommer på landsholdet, bliver professor eller får de ønskede børn. Efter den erkendelse begynder ens forventninger til livet at blive mere realistiske. Man opdaterer sit ambitionsniveau, man skifter fokus, og så stiger lykken igen, siger Christian Bjørnskov.
BNB